Om klubben
Holbæk Orienteringsklub er stiftet i 1968 og har til formål at samle interesserede til at dyrke orienteringsløb.
Klubben har i dag omkring 170 medlemmer fordelt på alle aldersklasser. Ofte er det hele familien der er medlemmer, da orienteringsløb er en meget familievenlig sportsgren, hvor børn og voksne, begyndere og rutinerede, deltager i de samme løb og stævner.
Klubben er hjemmehørende i Sportsbyen på adressen Sports Allé 1, 4300 Holbæk.
Klubben er hjemmehørende i Holbæk, men har som naturligt opland hele Odsherred og det nordvestlige Sjælland. Fra Kalundborg i sydvest, over Jyderup til Lejre i sydøst. Og mod nord over Frederikssund til Nykøbing Sjælland i nordøst.
Klubben er medlem af
Dansk Orienterings-Forbund under
Danmarks Idræts-Forbund.
Klubben har sin basis blandt motionsløberne, der med en større eller mindre træningsindsats gerne vil ud at løbe orienteringsløb. Men der er da også plads til ”supermotionisterne”, der træner lidt mere regelmæssigt, og gerne fokuserer på løbstider og orienteringsteknik (ikke mindst i forhold til klubkammeraterne!). Nogen egentlig elite afdeling har klubben dog ikke.
Men uanset alder, ambitionsniveau og træningstilstand, så kan man i Holbæk Orienteringsklub samles om den fælles interesse: At komme ud i naturen og dyrke sin idræt på det niveau man ønsker og evner!
Hvad er Orienteringsløb?
Helt kort fortalt, så består et orienteringsløb i at man får udleveret et kort, hvor der er markeret et antal poster, som man så skal finde frem til hurtigst muligt. Eneste hjælpemidler er kortet, evt. et kompas, men først og fremmet ens egen evne til at finde vej mellem posterne. Den der finder alle poster på den korteste tid har vundet.
Et ganske enkelt koncept, som alle kan finde ud af! Og så alligevel en sport som konstant giver nye udfordringer, uanset om man er helt ny i sporten, eller har dyrket orienteringsløb i 5, 10, 30 eller 50 år.
Et orienteringsløb forgår som hovedregel i en skov, eller anden form for naturområde. Så ud over de orienteringsmæssige udfordringer, får man næsten altid også en naturoplevelse med hjem fra et orienteringsløb.
En del af charmen ved sporten består i den konstante balance der skal være mellem den mentale udfordring med at læse kortet og finde vej, og så den fysiske udfordring med at løbe i meget forskelligartet terræn. Det er ”Motion for hjerne og hjerte”!
Derfor rummer sporten også både konkurrenceløberen og motionisten. Konkurrenceløberen, der med sin gode form kan løbe stærkt i alt slags terræn, og derved bliver maksimalt udfordret på den mentale del med at læse kort og finde vej. Og motionisten, der i et mere adstadigt tempo, har mere overskud til at læse kortet rigtigt og finde frem til posterne, og måske også bedre tid til at nyde naturen undervejs. Og så, ikke mindst, alle os, der befinder sig et eller andet sted der imellem!
Hvor langt løber man?
Der vil til alle orienteringsløb være flere forskellige baner at vælge imellem. De adskiller sig dels ved længden på banen, men også i den orienteringsmæssige sværhedsgrad.
Som ny i sporten, er det vigtigste at man begiver sig ud på en bane med en passende sværhedsgrad. Her vil klubbens medlemmer altid være behjælpelige med at finde en passende bane, og måske også løbe sammen med én de første par gange, hvis man ønsker det.
Længden på banen, som i øvrigt altid måles som den direkte fugleflugtslinje mellem de enkelte poster, er ikke så afgørende. Man kommer som regel til at løbe lidt længere end banen er opgivet til. Dels fordi man jo ikke nødvendigvis løber den direkte vej mellem posterne, men i stedet følger veje og stier. Og dels fordi man jo kan risikere at løbe forkert en gang i mellem (og så er man ude at ”bomme”, som orienteringsløbere kalder det!). Man kan heller ikke sammenligne en kilometer almindelig løbetræning med en kilometer løbet i skoven efter poster. En kilometer orienteringsløb er nok mere fysisk krævende, fordi det foregår i alt slags terræn, men føles nok ikke så ”lang” da den er meget mere afvekslende!
Den orienteringsmæssige sværhedsgrad strækker sig fra Begynder klassen, hvor alt orientering forgår langs med veje og større stier, over Let, Mellemsvær, til Svær orientering, hvor posterne befinder sig inde i terrænet og mest muligt orientering foregår på tværs af veje og stier.
Banernes længde (i fugleflugt!) kan strække sig fra ca. 2,5 km og op til ca. 12-14 km for et normalt orienteringsløb.
Der kan læses meget mere om de forskellige sværhedsgrader, forskellige typer af orienteringsløb, og meget andet på Dansk Orienterings-Forbunds
side for interesserede under fx
Hvad er orientering?
Hvor og hvornår løber man?
I foråret og efteråret arrangerer klubben jævnligt egne træningsløb. Det er små, hyggelige løb for klubbens egne medlemmer, som foregår i en skov omkring Holbæk eller i Odsherred. Det er altid gratis at deltage i disse træningsløb, og man møder bare op på det angivne sted og tidspunkt.
Her vil der som regel være en 3-4 baner at vælge i mellem. Sommetider har vores træner eller træningsudvalg også arrangeret nogle orienteringstekniske øvelser, så man kan få opfrisket sin orienteringsteknik. For nye løbere er det den perfekte ramme til at blive introduceret for orienteringsløb, evt. ved at løbe en tur sammen med en af klubbens medlemmer.
Præcis hvor og hvornår der er et træningsløb, fremgår af
kalenderen på klubbens hjemmeside.
I vinterhalvåret (fra slutningen af november til starten af marts) arrangeres der hver weekend et lidt større træningsløb i samarbejde med de øvrige orienteringsklubber i Sydvest-sjælland. Til disse vintertræningsløb (eller VTR-løb i daglig tale) er der en gennemgående konkurrence som man kan deltage i, eller man kan også bare bruge løbene som almindelig træning. Det koster 25 kr. (10 kr. for ungdomsløbere) at deltage, og man møder bare op (kræver ingen tilmelding).
Disse VTR-løb er meget populære blandt klubbens medlemmer. Dels er der som regel ikke så langt at køre, og dels kan man bare møde op til et uhøjtideligt løb, uden at være tilmeldt i forvejen. Ofte vil der også kunne arrangeres noget fælles kørsel til disse VTR-løb. Her kan det anbefales at tilmelde sig klubbens
Facebook gruppe, hvor bl.a. fælles kørsel kan aftales.
Som ny løber vil man som regel også til disse løb kunne lave en aftale med et af klubbens medlemmer om at få en introduktion, eller løbe en tur sammen.
Vinterens VTR-løb planlægges som regel lige efter sommerferien, hvorefter de vil fremgå af
kalenderen på klubbens hjemmeside.
Så er der selvfølgelig også konkurrenceløb. Mest intensivt foregår det i foråret (marts-juni) og efteråret (september-november), hvor der næsten hver weekend vil være mulighed for at deltage i et orienteringsstævne et sted på Sjælland. I sommermånederne er der gode muligheder for at deltage i en række etapeløb rundt omkring i hele landet (samt i Norge, Sverige og resten af Europa for den sags skyld).
Så er der også Divisionsturneringen, som er Danmarksmesterskabet for klubhold. Her deltager Holbæk Orienteringsklub også i 3 løb hvert år, hvor vi kæmper om op- og nedrykning mellem de forskellige divisioner. I øjeblikket befinder vi os i 2. division.
Fælles for disse orienteringsstævner er at man skal være medlem af en orienteringsklub for at deltage, og som hovedregel skal man tilmelde sig ca. en uge før løbet. Prisen for at deltage ligger typisk på 60 - 90 kr. (ca. det halve for ungdomsløbere). Serviceniveauet ved et sådant orienteringsstævne er højere end til et træningsløb. Der vil som regel være en lille kiosk, toiletforhold, og sommetider sågar bademuligheder. Arrangørklubben laver en startliste, så man nogle dage i forvejen kender sin helt præcise starttid. Til de fleste løb vil man dog også, i begrænset omfang (men til forhøjet pris!), kunne tilmelde sig på dagen.
Den fuldstændige liste over alle orienteringsstævner kan ses på Dansk Orienterings-Forbunds fælles tilmeldingsportal, kaldet
O-service. For at tilmelde sig til løbene skal man, som nævnt, være medlem af en orienteringsklub, og have et login til denne portal.
De orienteringsstævner som Holbæk Orienteringsklub finder mest interessante at deltage i, vil også blive optaget i vores egen
kalender på klubbens hjemmeside.
Til disse løb vil vi som oftest medbringe et telt, så vi har et fælles samlingssted på stævnepladsen, ligesom der som regel vil kunne aftales noget fælles kørsel.
Andre aktiviteter?
I løbet af året afholdes der også en række arrangementer, hvor det sociale samvær med klubkammeraterne er i højsædet.
Et af de faste indslag er årets ”Fidusløb”, der afholdes henover en weekend umiddelbart efter sommerferien. Det foregår som regel i en spejderhytte eller lignende, med mulighed for overnatning. Programmet består af et par ”anderledes” orienteringsløb, og så ellers bare fælles madlavning og spisning, med tilhørende hyggesnak. Måske en gang fodbold eller rundbold, og et lejrbål hvis vejret tillader det. Traditionen foreskriver at vinderne af årets fidusløb (der løbes efter et uforudsigeligt, og helt igennem uretfærdigt regelsæt) får æren af at arrangere det kommende års ”Fidusløb”.
Sidst på efteråret afholdes klubmesterskabet, med en tilhørende klubfest. Her samles man om et fælles måltid mad, med behørig fejring af årets klubmestre.
Så skal også nævnes en række etape- og stafetløb, hvor klubbens medlemmer finder noget fælles indkvartering og laver en klubtur ud af det. Der kan typisk være tale om ”Påskeløbet” (et 3-dages etapeløb i påsken, et sted i Jylland), ”Vikingedysten” (et 2-dages etapeløb i Sønderjylland i starten af juli, i tilknytning til vikingespillene i Jels), ”Midgårdsormen” (en 10-mands stafet i slutningen af august), eller ”Höst-Open” (et 2-dages etapeløb på Bornholm i slutningen af oktober).
En anden væsentlig aktivitet i klubben, er når Holbæk Orienteringsklub står som arrangør af et orienteringsstævne. Her vil der altid være behov for at klubbens medlemmer giver en hjælpende hånd med afviklingen af stævnet. Udover at det i sig selv kan være interessant at se et orienteringsstævne fra ”den anden side”, så giver det også mulighed for lidt hyggesnak og anderledes samvær med klubkammeraterne.
Holbæk Orienteringsklub arrangerer hvert år i starten af januar vores traditionsrige ”Nytårsstafet”. Det er en 3-mands stafet, som har været afholdt af klubben hvert år siden starten i 1971.
Endvidere står klubben også hvert år for at arrangere et af sæsonens VTR-løb.
Herudover står klubben som regel hvert eller hvert andet år som arrangør af yderligere et større orienteringsstævne.
Hvordan kommer jeg i gang?
Den bedste måde at få afprøvet et orienteringsløb, er at tage kontakt til en af klubbens kontaktpersoner i
Træningsudvalget eller i
Bestyrelsen. Så aftales et passende løb, hvor et af klubbens medlemmer vil give en introduktion, og være behjælpelig med det første orienteringsløb.
Man kan selvfølgelig også bare møde op til et af klubbens træningsløb. Der vil som regel altid være nogle klubmedlemmer, der kan give en introduktion.
Der er ikke behov for noget specielt udstyr. Et par ”terrængående” løbesko (som kan tåle at blive beskidte!) er sådan set alt. Så anbefales det at løbe i lange bukser, også om sommeren, af hensyn til brændenælder, brombær og deslige.
Har man et kompas er det fint, ellers kan der som regel lånes et.
Og så er det ellers bare at møde op, når lejligheden byder sig, til de forskellige træningsløb i
kalenderen.
Om man så vil løbe på egen hånd, eller aftale at løbe sammen med et af klubbens medlemmer, det finder man ud af hen ad vejen.
Når man så føler sig på ”hjemmebane” med kort og kompas, så er der også mulighed for at træne på egen hånd. Det kan ske i et par skove, hvor der er udsat faste poster i form af nogle træstolper med et skilt på. Disse områder er kendt som ”Find vej i…” skove, og du kan læse mere om konceptet og de enkelte skove
her.
Når man så er blevet overbevist om at orienteringsløb er en fantastisk måde at dyrke motion og sport på, så kan man melde sig ind i klubben, og derved få mulighed for også at deltage i konkurrenceløbene ved de forskellige orienteringsstævner, samt klubbens øvrige sociale arrangementer.
Kontakt klubbens
kasserer Martin Petersen med oplysning om Navn, Adresse, Fødselsdato og evt. Telefon og Mail, så sørger han for indmelding i klubben m.v.
Kontingent betales halvårligt med kr. 300 for voksne, og kr. 200 for børn og unge op til 18 år. Et familiekontingent, som dækker hele hustanden (inkl. hjemmeboende børn), koster kr. 600 halvårligt.
Det er også muligt at få et passivt medlemskab. Det koster kr. 200 per person for et helt år.