Top image
Holbæk
Orienteringsklub

Nyheder

Her kan du se alle klubbens nyheder

Divisionsmatch

Så er det på søndag det går løs med vores Divisionsmatch i Gammel Grønholt Vang. Vi skal dyste mod klubberne Amager OK, DSR/Fredensborg/Vinderød og OK Skærmen.

Vi skal starte i tidsrummet 12:00 – 12:38. Den fulde startliste og instruktion kan ses på arrangørens hjemmeside. Man kan også kigge i denne hjemmestrikkede startliste, hvor alle starttider for os, og de klubber vi skal dyste imod, er samlet. Denne startliste er opdelt efter de grupper vi konkurrerer i, så man kan se hvem man dyster sammen med og hvem man skal løbe imod fra de andre klubber. Pointfordelingen i de forskellige grupper fremgår af denne oversigt over løbspoint.

Der er lige en lille detalje omkring starttider på Grøn bane. Her plejer der at være fri start (Put&Run), men der er blevet tildelt starttider på denne bane også. Arrangøren har overfor os bekræftet at dette vil blive ændret, men i skrivende stund er det ikke sket endnu!

Vi mødes på stævnepladsen senest kl. 11:00 på søndag. Her rejser vi telt og klubbanner, og får styr på de sidste taktiske detaljer.

Køretiden fra Holbæk er lige omkring en time, så der bliver afgang fra klubhuset ca. 9:45. Brug evt. Facebook til at aftale fælleskørsel.

Når vi har løbet, venter vi så spændt på det samlede resultat, som jo gerne skulle vise at vi er på vej mod 4. division! Så tag madpakken og kaffen med, mens vi venter på at alle kommer i mål. Hvis der er nogen der tager lidt ekstra kage med, plejer det også at falde i god jord!

På tirsdag bliver der så mulighed for at evaluere på søndagens anstrengelser. Her inviterer trænings- og arrangementsudvalget til vejvalgsgennemgang i klubhuset på Højen 36 i Holbæk. For dem der har flere kræfter tilbage, starter man med lidt løbetræning kl. 18:00 fra klubhuset. Fra kl. 19:00 vil der være mulighed for at smøre sig en håndmad, hvorefter vi diskuterer søndagens resultat og gennemgår udvalgte vejvalg.

Hvis du løber med GPS ur, og ønsker dit vejvalg diskuteret i et lidt større forum. så aftal med træningsudvalget hvordan I lige forbereder det.

Vi ses i skoven!


Oprettet den 17. april 2015

Forsiden

Holbæk Orienteringsklub :: Sports Allé 1 :: 4300 Holbæk :: tlf. 29 69 06 42 :: info@holbaekorienteringsklub.dk[Log ind]

Webmaster