Mit første påskeløb

Sidder her på 2. dagen efter påskeløbet i Thy Nationalpark og kroppen er så småt ved at komme sig oven på tre dages o-løb i nationalparkens vilde natur. Er mæt af indtryk og oplevelser efter tre fantastiske dage med HOKs engagerede o-løbere.

Onsdag stod jeg ved kantstenen med pakkenellikerne - fuld af forventninger og sommerfugle i maven, for Bjark havde meldt mig til sort bane, som så skulle være min debut. "Tøse-bilen" (den havde også et andet lidet flatterende navn, som ikke skal nævnes her) anført af Sanne var lettere forsinket, så det var med en lidt stram tidsplan, at vi kørte mod færgen i Odden ... og skiltene på vej derop var da også kun vedledende ☺

Færgeturen gik fint, vi fandt ned til bilen og sad og ventede ... flere lettere hånende bemærkninger faldt, da en chauffør ikke fik flyttet sin bil, så vi kunne komme ud. Nu blev Sanne vinket frem og panikken bredte sig, da bilen absolut ikke var indstillet på at ville starte. Nu var der så til gengæld HELT stille på bagsædet!! Færgen var fyldt til bristepunktet og vi spærrede alt. Kombardo-manden skubbede på, så Sanne kunne starte i 2. gear ... det lykkedes heller ikke, og han havde en smule svært ved at skjule sin frustration, da Sanne fik drejet ned mod nederste dæk i stedet for ud mod afkørselsrampen. Nu måtte "damerne" forlade bilen (som han så venligt sagde), og så skubbede vi ham ned ad næste rampe ... Jubiiii ... bilen startede, og vi kastede os ind, inden den fik andre idéer. Kursen blev sat mod Agger – og for god ordens skyld skal det nævnes, at på den jyske side er skiltene et udtryk for max. hastighed - i hvert fald på en torsdag aften i nordvestgående retning.

Torsdag morgen – hjemmebagte boller i Anette, Bjark og Martins sommerhus. Tøserne fra tøse-bilen blev fordelt i de øvrige biler, så vi var sikre på både at komme derop og hjem. Første etape lå i Tved Plantage. Jeg anede ikke, hvordan et sådant løb foregik, så vi var flere ude ved starten i god tid, hvor Bent tegnede og fortalte, og vi fik udleveret vores brik. Tilbage til stævnepladsen ... jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt presset. Maven slog knuder og pulsen kørte omkring de 100, selvom jeg stod helt stille. Men jeg blev lovet, at jeg ville blive fundet, hvis jeg blev helt væk ... så jeg luntede ud til startområdet for at være klar.

Starten gik kl. 13.33. Kl. 13.32.40 gik jeg ind over stregen og hen til bordet ... "du er for tidligt på den" lød kommentaren, og jeg blev gennet tilbage bag linien igen. Ups!! En venlig mandlig deltager tog mig under sine vinger og forklarede mig alle "etaperne" i startboksen, efterhånden, som vi gik igennem. Fat i kortet ... du må ikke kigge ... men jeg skal alligevel kontrollere, at det er det rigtige kort ... ja ja ... godt så! Startbrikken i holderen og biiiip ... så var jeg i gang. Havde fået at vide, at jeg skulle nærlæse kortet for at finde rundt, så det gjorde jeg ... første post fandt jeg uden problemer, og pulsen faldt mærkbart. NU var jeg i gang. Det gik meget godt.

Jeg fandt alle poster, og syntes egentligt jeg havde ok styr på det. Indtil post 9 - der blev jeg væk ... kom ud i et åbent område, gik lidt rundt ... fandt en lille sti ... jaaaaaaa der var Karina. Hun var så på vej til post 11, så jeg havde lige bommet både 9 og 10, men nu vidste jeg i det mindste, hvor jeg var. Lettelse!!! Tilbage efter nr. 9, ville gå direkte på nr. 10 (det skulle jeg så nok ikke have gjort). Den var svær, men jeg fandt den endelig. Videre... 11 gik fint. Lagde så en plan for det lange stræk til post 12 ... og løb ... det gik fint ... hmmm nææ måske ikke alligevel. Det var så der, jeg mødte Martin. Han havde opgivet at finde en post og var på vej tilbage. Han havde lidt udfordringer med at få mig overbevist om, at jeg ikke var der, hvor jeg troede jeg var ... (jeg havde lige løbet 1 km. i forkert retning), så med et lille skub i den rigtige retning, så fandt jeg også de sidste poster. Første løb på sort bane!! Jeg var i mål. Havde kun løbet 95% mere end banens længde og blevet væk et par gange, men visse vasse ... det var en fed oplevelse.

Torsdag aften efter lækre frikadeller og rødvin delte vi vores løb på Livelox ... og det var så her, jeg fandt ud af, at jeg også havde været væk på et andet tidspunkt ... uden at opdage det ... før jeg faktisk havde fundet ind på kortet igen! Det var vildt spændende at se de andres løb og høre deres "tanker" i forbindelse med vejvalg ... løb langs "kanter" i landskabet i stedet for stier - vildt inspirerende. DET ville jeg bruge fredagens løb til at prøve at træne.

Fredag var stævnepladsen flyttet til Tvorup Øst. Der var helt anderledes ro på kroppen, og jeg var klar til min strategi om at løbe lige på posterne og forsøge at undgå stierne. Peters sidste ord, inden jeg gik til startområdet var "løb langsomt Connie". Og DET gjorde jeg. Totalt langsomt. Ingen problemer i startområdet i dag ☺, og jeg forsøgte at finde på tværs mellem posterne. Havde lidt udfordringer ved et par stykker, som var godt gemt, men alle poster blev fundet, og kun 45% mere distance end ruten ... og jeg havde kunne hjælpe nogle løbere undervejs, hvor de var henne ... totalt optur!!

Fredag aften var vi på Agger Badehotel og spise lækker mad og snak. Yankie-Henrik blev hyldet for sit store gå-på-mod og motivation for at blive ved, selvom alt så sort ud. Det er så lækkert at være afsted på den måde, hvor der både er løb og så en masse socialt samvær bagefter. Efter middagen tog dem, der havde lyst, tilbage til sommerhuset og kiggede Livelox (virkelig lærerigt for en nybegynder som mig) og hyggede.

Lørdag ... uf ... det silede ned og var koldt. Morgenmad vildt tidligt, for de fleste af os skulle starte i put & run intervallet mellem kl. 9.00 og 9.45. Det var så denne dag, jeg fandt ud af, hvor totalt upraktisk det er at bruge briller, når man løber o-løb. Jeg var træt med træt på, så løbet i dag var ren overlevelse for mit vedkommende. Op til startområdet ... vende kortet rigtigt (tak til Jan for lidt hurtig kompasundervisning). Og så luntede jeg ellers derudaf ... post 1 ... 2 ... hvor fa... er 3eren??? Den kunne jeg bare ikke finde. Var tilbage til sikker udgangspunkt og prøvede igen ... ingen post, som var min. Nåede helt hen til 4eren ... kors altså ... var ved at opgive ... var allerede dyngvåd, kunne ikke læse kortet for våde briller og heller ikke se, hvor jeg satte mine fødder. Så kiggede jeg til venstre ... og der stod den!!! Dejligt. Videre ... det gik egentligt ok ... bommede en post mere, men blev fanget af en sti, så jeg vidste, hvor jeg var og fandt tilbage.

Så gik det galt ... på vej mod post 15. Havde jo lært til Livelox at orientere mig til modsat side af løberetningen for at finde noget, jeg kunne navigere efter ... og skulle op til et vandløb på min venstre side. Det fandt jeg fint ... kompaskurs ... hey ... der er posten ... øhhh nej - det var så post 16!!! (det viste sig, at jeg skulle have taget 1. vandløb - og jeg fandt 2. vandløb ... ja ja ... så lærte jeg også det). Kompaskurs tilbage til post 15 og så igen frem til post 16. Så langt ... så godt. Næste post ... over lille vandløb og vest om ud til stien ... jeg kæmpede mig fremad ... og stod så pludselig ved et stort åbent område ...øøøøh hvor i alverden er jeg NU??? Mødte en svensker (han var så mere væk på kortet end mig, fandt jeg ud af). Vi fik lige diskuteret området og blev enige om, hvor vi var ... og så gik det til post 17 og så hjem til MÅL!!!! 2 timer igen og 1 km. mere end gårsdagens løb. Jeg var meget tilfreds med bare at have gennemført.

Sannes bil var startet fint om morgenen, da vi skulle op til løbet ... den startede også fint, da vi skulle tilbage. Det skulle nok gå!! Tilbage ved sommerhuset blev bilen pakket - igen til bristepunktet - og alle damerne var klar og installeret. Bilen startede i 2. forsøg ... jow jow hvor det kørte mod Århus Færgehavn ... skiltene viste igen max. hastighed og på et tidspunkt havde vi en lang hale efter os, men vi havde god tid ☺

Vel ankommet til færgehavnen venter vi på at køre ombord. F... bilen vil ikke starte. Man kan se på Sannes ansigtskulør, hvor presset hun er. Jeg smutter hen og taler med Kombardo-damen, hun sender en pige med et batteri ud til os, mens de andre bilister kører uden om og kigger medlidende på os. Batteriet hjælper intet - men det er også brugt ved sidste afgang. Jeg må hen og tale med Kombardo-damen igen og spørge, om vi må skubbe den ombord. VIL I SKUBBE DEN??? Hun er helt paf over forslaget og fuld af undren over, at 5 madammer skulle kunne have kræfter til det. Men selvfølgelig kan vi det ... bilen bliver skubbet hen, så vi er "klar", når vi får signal til at skubbe ombord - ET minut i afgangstid (vi kunne godt mærke presset). Og vi skubber ... som vi aldrig har skubbet før ... bilen ruller ... nu kommer landgangsbroen ... det går opad ... farten går lidt af .. Sanne hopper ud af bilen (nu er det lettere) ... nååå det er fordi hun også skubber ☺ ... Kombardo-dame og –mand fra færgen kommer og hjælper det sidste stykke. Pyyyyha ... vi kom ombord!! Nu kommer vi da i hvert fald til Sjælland!

Ombord møder vi Martin (ny i klubben og venter tvillinger). Han skulle nok slæbe os i gang, hvis det var ... så der var både en plan A (bilen starter uden problemer), plan B (Kombardo-manden), plan C (Martin med tvillingerne), plan D (ringe efter Falck). Under overfarten kommer en mor hen med sin lille søn - han havde fået øje på "damerne med bilen, der var i stykker" - og var glad for, at vi var kommet ombord. Sød knægt!!

Plan A holdt ... jubelen ville ingen ende tage!!!

Det var ganske enkelt en fantastisk tur - på alle punkter, og det kan KUN anbefales alle andre i klubben at deltage i Påskeløb. Jeg glæder mig allerede til Fanø 2018!!

Connie